15-07-2007 09:35:54

Lang

Joseph Lang, James Lang, Joseph (Edward) Lang, Lang & Hussey.

Joseph Lang gennemførte sin læretid hos bøssemager Wilson, Vigo Lane,
London. Fra 1812 arbejdede han som uafhængig bøssemager for “the Trade„. I 1821 åbnede Joseph Lang butik og bøssemageri på No. 7 Haymarked, London.

I 1826 var han heldig nok til at overtage boet efter Joseph Manton. I avisen Morning Cronicle kunne man læse:
“Gentlemen sportsmen are respectfully invited to inspect J. Lang´s extensive stock of New and Second-hand Detonating and Flint Lock Guns, by all the first rate Town Makers, at his respository, 7. Haymarket. J.L. has just had the whole of Joseph Manton´s valuable stock of highly-finished Guns, in case complete,
consigned to him, which he is now selling at reduced prices„

Salget af hele Joseph Mantons varelager, var en succes. Salget gav Joseph Lang en vældig anseelse og udbredte kendskabet til hans virksomhed.

Kort efter åbnede J. Lang i 1827 en af verdens første skydeskoler på en indendørsbane i forbindelse med forretningen.

I 1830´ne gentog Joseph Lang successen med 84 stk. våben han fik i kommission fra Purdey. De blev alle relativ hurtigt solgt. De positive relationer med Purdey, udviklede sig endog til, at Joseph Lang blev gift med en af Purdey´s døtre.

På verdensudstillingen i London i 1851, blev Joseph Lang så imponeret af Lefaucheux bagladesystem med pin-firepatroner, at han besluttede at arbejde videre med konstruktionen. Joseph Lang var i begyndelsen en af de få engelske bøssemagere, der troede på, at det var fremtiden med bagladegeværer!
Joseph Lang var en fremsynet mand i mange retninger. Blandt flere andre nyskabelser, skabte han ideen om markprøver for jagthunde, og gennemførte den i praksis.

Efter hans død, blev forretningen drevet videre af begge hans sønner, James og Joseph. Sidstnævnte havde udstået sin læretid hos Purdey.
Først i 1875 blev firmanavnet ændret til Joseph Lang & Son. I 1890 flyttede firmaet til 10. Pall Mall.
Den anden søn James Lang etablerede sin egen forretning i 1887 på 102. New Bond Street, efter i næsten 20 år at have været ledende partner i Joseph Lang.
Af produktionstallene, ser det også ud til at James Lang slægtede sin far mere på end broderen. Selv med en i princippet “nystartet„ virksomhed tog han føringen for så vidt angår antallet af færdiggjorte geværer. Kvaliteten af geværene var bestemt ikke faldende, snarere tværtimod, hvis det er muligt. Også summen af færdiggjorte geværer i de to virksomheder voksede!

James Lang drev bøssemageri frem til 1895, hvor Hussey blev partner og firmanavnet blev ændret til Lang & Hussey. Indtil da havde James Lang færdiggjort knap 100 geværer årligt, ialt 764 stk.

I 1898 blev Lang og Hussey sammenlagt med Joseph Lang, og Henry Webley blev formand for bestyrelsen. Navnet efter sammenlægningen blev Lang & Hussy, med adressen 102. New Bond Street. Den udfarende søn var kommet hjem!

Firmaet blev drevet under navnet Lang & Hussey Ltd., indtil 1901, hvor det igen fik sit gamle navn: Joseph Lang Ltd. ændringen af navnet skyldtes oprindelig, at Henry Joseph Hussey, der kom fra Holland & Holland som assisterende forretningsleder, ønskede at få sit navn med!
I perioden 1895 til 1901 blev omkring 400 våben signeret Lang & Hussey. At Hussey fik sit navn med i firmanavnet var et uhensigtsmæssigt påfund. Firmaet var jo kendt og respekteret gennem menneskealdre som Joseph Lang.

I 1913 købte Joseph Lang patentrettighederne til Dryden & White´s over/under konstruktion. Den dannede, i lidt ændret udgave, grundlaget for Joseph Lang´s over/under produktion, der dog antalsmæssigt aldrig fik nogen betydning.

I 1925 blev Joseph Lang sammenlagt med Stephen Grant under navnet:
Stephan Grant & Joseph Lang & Son med adresse: 7. Bury Street, St.James´s,
og under ledelse af den nye generation af Robson familien. Ved samme lejlighed blev Charles Lancaster overtaget.
I 1939 overtog Grant & Lang både F. Beesley og Harrison & Hussey.
I 1956 blev Charles Hellis overtaget.
I 1960 blev firmaet sammenlagt med Henry Atkin og navnet blev:
Atkin, Grant & Lang.
I 1975 blev E.J. Churchill overtaget og navnet blev følgeligt:
Churchill, Atkin, Grant & Lang.
E.J.Churchill er senere blev udskilt af det gode selskab og er nu en selvstændig virksomhed.

Indkøbsliste